Første Torsdag / Stefan Bakmand: Tom sokkel for torsdag

VærkbarFri entré

Om det er siddende rundt om bålet som neandertalere, tobaksrygende i en tipi, som del af græske mystiske ceremonier eller på dansegulvet i en technoklub, så har vi altid haft brug for i fælleskab at tilbede det guddommelige. Første Torsdag i december kl. 16-19 byder okkultisten Stefan Bakmand på en kunstnerisk ceremoni i Kunsthal Aarhus. Foyeren gennemgår en forvandling og bliver ramme for en mystisk tilbedelse af en tom sokkel. Bakmand fører alle besøgende personligt igennem ritualet Tom sokkel for torsdag. Ordet okkult kommer af latin occultus, som betyder skjult eller hemmelig. Det okkulte og det guddommelige er metafysisk, usynligt og tomt. I Bakmands ritual vil den kunstoplevende deltage i en panteistisk dyrkelse af en tom sokkel, som skjuler intet.

I dagens anledning serverer Café Kunsthal en mystisk sort drink for 30 kr. glasset.

Første Torsdag er platform for tidsafgrænsede kunstneriske eksperimenter. I tre timer hver måned overlader vi Café Kunsthal eller Kunsthal Aarhus’ udendørsarealer til en ny kunstner.

Første Torsdag er en månedlig værkbar, hvor kunsten uundgåeligt bliver præget af den sociale sammenhæng, den optræder i. Beige terapi, isskulpturer, live-coding, visnende blomster og gakkede gangarter er bare et lille udvalg af, hvad der har fundet sted. Kunstnerne benytter som regel lejligheden til at afprøve nye performative værker eller til at give nyt liv til et ældre værk.

Lad os være din månedlige torsdagstradition. Oplev det bedste af det nye – håndplukket til dig af Kunsthal Aarhus.

I samarbejde med kunstneren udtænker Café Kunsthal en cocktail til lejligheden, så kunsten ikke alene iagttages – den kan også indtages.

Første Torsdag er kurateret af Kunsthal Aarhus’ kurator Mikkel Elming.

Courtesy kunstneren
Courtesy kunstneren