I starten af marts åbner Kunsthal Aarhus dørene til Aysha Amins første soloudstilling, Making Sense, sideløbende med Arkitekturbiennalen 2026: WORKS+WORDS.
Kom med på en arkitektonisk og poetisk rejse gennem Aarhus og personlige arkiver, hvor identitet, arkitekturens samspil med kroppen, digitale tendenser, minder og økologiske landskaber mødes på helt nye måder.
𝗔𝗬𝗦𝗛𝗔 𝗔𝗠𝗜𝗡: 𝗠𝗔𝗞𝗜𝗡𝗚 𝗦𝗘𝗡𝗦𝗘
Udstillingen præsenterer et indblik i et levende arkiv over hjemskabelse, rhizomatisk tænkning og landskabelige minder som en del af et ti år langt arkitektonisk researcharbejde.
I sin søgen efter forståelse, gennem generationel sorg og en vedvarende forelskelse i livet dykker Aysha Amin ned i sin fars mangeårige filmiske og fotografiske arkiv side om side med sit eget arkiv som kunstner og arkitekt. På Kunsthal Aarhus skaber Amin en totalinstallation gennem video, fotografi og et kæmpestort gulvprint, hvor naturen, hverdagen og det følsomme træder frem som protagonister.
𝗪𝗢𝗥𝗞𝗦+𝗪𝗢𝗥𝗗𝗦
Når WORKS+WORDS slår dørene op i starten af marts, er det fjerde gang, biennalen præsenterer aktuelle arkitekturværker fra hele verden i Danmark. De første biennaler blev afholdt i København, og i år folder biennalen sig ud på tre lokationer i Aarhus.
På WORKS+WORDS kan publikum opleve værker af mere end tredive internationale arkitekturforskere og -praktikere. Biennalen finder sted på Kunsthal Aarhus, Arkitektskolen Aarhus og Aarhus Rådhus. De ligger alle inden for gåafstand, så bevægelsen mellem dem bliver en del af udstillingsoplevelsen. Tilsammen skaber stederne en rumlig og arkitektonisk rejse gennem Aarhus, der åbner for mangfoldige møder mellem forskning, arkitektur og by.
Vi glæder os til at byde jer indenfor til en dobbeltåbning, hvor arkitektur, identitet og landskab skaber dialog mellem kunst og by.