Barbara Bloom

The Weather

15.01.2021–14.02.2021

Aflyst

På grund af regeringens COVID19 nedlukning af museer og kunstinstitutioner er udstillingen med Barbara Bloom aflyst.

I Barbara Blooms udstilling The Weather ser en række tæpper ud til at svæve i forskellige højder lige over gulvet. Tæpperne har forskellige toner af blå, grøn og grå, som kan minde om skyer, himmel eller vand. På hvert tæppe står en tekst skrevet i braille (et skriftsystem for blinde); disse tekster er beskrivelser af forskellige atmosfæriske forhold taget fra en lang række forskellige kilder, der blandt andet omfatter Raymond Chandler, André Gide, James Joyce, Gabriel García Márquez, Cormac McCarthy, Haruki Murakami og Daphne Du Maurier, såvel som meteorologiske data gældende for Los Angeles den 11. juli 1951 kl. 02.00 om morgenen (kunstnerens fødested og -dato.) Værket fremhæver både komplekse og melankolske aspekter af det at læse og aflæse verden – de blinde kan ikke se det, der bliver beskrevet, mens de seende ikke kan læse punktskrift. Væggene er delvist malet i en ubestemmelig grå farve (et sted mellem en skygge og en nuance), hvilket skaber en fornemmelse, der minder lidt om at flyve over skyerne uden at kunne se landjorden gennem tågerne, eller om at være delvist nedsunket i et fiktivt hav.

Udstillingen præsenterer derudover udvalgte værker fra Blooms serie af fotografier kaldet Works for the Blind. Hvert værk i denne serie rummer en tekst, der handler om det at se. Teksten optræder i alle tilfælde to gange: én gang i braille skrevet henover et billede, og én gang med almindelige bogstaver trykt hvidt på sort med bittesmå typer på et felt, der ikke er større end et frimærke. Hver af disse billedtekster ledsager et fotografi af en form for illusion; en tryllekunstner, der får en æske tændstikker til at svæve, en UFO-landing, et æg, der hænger frit i luften. I denne værkserie kan de seende iagttage selve illusionen (dog ikke hvordan illusionen skabes), men de fleste vil ikke være i stand til at læse de alt for små bogstaver, så de kan kun knibe øjnene sammen og gisne om indholdet. De blinde vil derimod være i stand til at læse teksten (plexiglasset er skåret væk over indskriften i braille, så den kan berøres), men kan ikke se fotografiet. Den kløft i vores forståelse af henholdsvis det visuelle og det tekstlige, som Bloom udforsker i The Weather, afsøger hvor svært det kan være at se ting for det, de er.

Denne passage, der gengives i braille på et akvamarinfarvet felt, er et uddrag fra forfatterens roman fra 1921, i hvilken fortælleren, franskmanden Michel og dennes hustru, er på ferie i Tunesien. Her bliver han alvorligt syg af tuberkulose, hvorefter han (ved hjælp af sin kone) opdyrker et bekendtskab med en række forskellige børn, alle drenge. Forholdet mellem dem fremstår først som en slags eksotisk fascination af drengene, helt i tråd med tidens koloniale fetishisering af det fremmede: "hans hår er barberet på arabisk måde ... Gandouraen glider ned og afslører hans sarte skulder. Jeg må røre ved den ... " Michels besættelse forklares overfor læseren som en længsel efter sundhed. Fra sin sygeseng fortæller fortælleren om den første dreng, at "... hans tunge var lyserød som en kats. Hvor var han dog sund! Det var det, der sådan tiltrak mig ved ham: sundhed. Den lille krops struttende sundhed var smuk." Den fejlfri himmel, der optræder i det uddrag, som Bloom har valgt til The Weather – en himmel uden spor af tidens tand, et symbol på ungdommen – er et gennemgående tema i romanen. Den synes at følge vores hovedperson, hvis fortælling om sygdom blot er et tyndt slør, der skal skjule hans moralske overtrædelser. Det, vi læser, er i virkeligheden beretninger om ofre og overgreb fortalt af en upålidelig fortæller: den tuberkuløse pædofile mand.

Blooms udvalgte citater har en uigennemskuelighed, der fungerer som en rammesætning for fejllæsninger. Forholdet til litteraturen er ikke fiktivt (gengivelserne i braille er i fuld overensstemmelse med originalteksterne), men absolut uforudsigeligt (de blå felter synes at pege på en ubestemmelig, fjern betydning). Det kan måske sammenlignes med en vejrudsigt, hvor fakta ikke betyder noget. Hvordan måler man den subjektive opfattelse af et pludseligt vindstød (forestil dig en efterladt ægtefælle ved en gravsten eller en tryllekunstner i en park i færd med at bygge et korthus), af en voldsom storm (tænk på en kaptajn til søs eller en landmand, der længes efter regn efter en lang tørke), af glitrende snebyger (hos føreren af en bil på motorvejen eller hos et barn, der fanger snefnug på tungen)?

Verdens tunge jernmørke. Klodens flydende urkerne. Sovende steder, der blot afventer et kommende udbrud, kan stadig findes i vores nutidige landskaber. Vejret er et af de mest grundlæggende forhold, der forbinder os alle. Når det rykker ind på museet i form af beskrivelser, kan det få vores egne indre forhold til at dukke op til overfladen.
Tør du se med?