Céline Condorelli
Vært / Host

Vært er en stor gardininstallation, som indtager Kunsthal Aarhus’ Galleri 1 i det meste af et år. Installationen er både et kunstværk og en udstillingsarkitektur, og vil være vært for et filmprogram om migration og klimaforandringer, kurateret af Céline Condorelli.

Installationens titel peger på, hvad gardinet er – det er en vært. Denne funktion tilhører almindeligvis kunstinstitutionen, som er vært for kunstnere, kunstværker og besøgende. Ved at præsentere sig selv om en vært, ændrer Condorellis installation på de eksisterende institutionelle og rumlige forhold. Installationen er imidlertid også en gæst (eller måske ligefrem en parasit) i både udstillingsrummet og udstillingsprogrammet. Vært forbliver i Galleri 1 efter Condorellis udstillingsperiode slutter den 11. august 2019. Herefter danner det ramme om en række af Kunsthal Aarhus’ udstillinger og arrangementer såvel som sporadiske gensyn med filmprogrammet.

Condorellis gardin er ikke blot en del af udstillingsarkitekturen, det er også et værk i sig selv. Gardinet er over 30 meter langt og består af fire sektioner, som muliggør utallige gardinkonstellationer. Irregulære vinduer af net-agtigt stof gør det muligt at se på tværs af rummet og ind på de begivenheder og udstillinger, som gardinet danner ramme om. På denne måde skaber gardinet åbninger og grænser, som organiserer oplevelsen af rummet.

Installationen er vært for et filmprogram i syv dele – Abstractions, Land, Water, Enclosures, Distance, Sea og Seed. Programmet består af dokumentarer, kunstnerfilm og fuldlængde film, der beskæftiger sig med konsekvenserne af at leve i en faretruende varmere verden for mennesker, dyr og landskaber. Filmene rummer historiske og nutidige iagttagelser af traditionel og industriel fødevareproduktion, den globale kapitalismes udvindingsideologi, konsekvenserne af affald og udbytning, og portrætter af migrationer over hele verden. Disse unikke og sjældent sete film udfolder ikke katastrofale, apokalyptiske narrativer, men tilbyder i stedet poetiske og tankevækkende visioner for vores tid. Filmene appellerer til individuel og kollektiv forandring med henblik på at skabe en mere medmenneskelig verden.

Condorelli (f. 1974, bor og arbejder i London og Lissabon) er interesseret i, hvordan menneskelig handling er understøttet af utallige strukturer, som vi tager for givet, og som derfor forekommer usynlige. Ved at forandre eksisterende forhold – ligesom i Kunsthal Aarhus – synliggør Condorelli disse support structures og inviterer os til at genforhandle deres betydning.

Filmprogrammet inkluderer film af Ursula Biemann; Wang Bing; Lucien Castaing-Taylor & Véréna Paravel; Colectivo Los Ingrávidos; Vittorio De Seta; Lav Diaz; Jorge Furtado; Inhabitants; Karrabing Film Collective; Sakis Maniatis & Yorgos Tsemberopoulos; Jumana Manna; Angela Melitopoulos & Angela Anderson; Peter Nadin, Natsuko Uchino & Aimée Toledano; Arjuna Neuman & Denise Ferreira da Silva; Artavazd Pelechian; Ben Rivers; Allan Sekula and Noël Burch; Cauleen Smith; Ana Vaz & Tristan Bera; og Saskia Olde Wolbers.

En tidligere version af filmprojektet fandt sted i haven ved The Agricultural University i Athen i form af udendørsbiografen Cinema Zagara i 2018. Projektet var kommissioneret af Locus Athens for Geometries og produceret i samarbejde med AREA (Architecture Research Athens). Biografen var vært for filmprogrammet Ecodrome, organiseret i samarbejde med Filipa Ramos. Filmprogrammet er blevet udvidet til Kunsthal Aarhus.

Vært er udført af Kiem Ai Vien, Carl Frischknecht, Jette Gejl, Louise Haugaard Nielsen, Henning Kjeldsen, Muhamad Oso, Jaris Poulsen, Malou Steen, Tuoi Thi Ngyuen, Kim André Thomsen og Kim Vu.

Vært er kurateret af Trine Friis Sørensen, som er postdoc ved Kunsthal Aarhus og Aarhus Universitet, støttet af Ny Carlsberg Fondet.

Biografi

Céline Condorelli bor og arbejder i London og Lissabon og har udstillet internationalt på IMA Brisbane, Australien; Gwangju Biennalen; Liverpool Biennalen; Sydney Biennalen Kunsthal Lissabon; HangarBicocca, Milan; Chisenhale Gallery, London; Van Abbemuseum, Eindhoven; og SALT, Istanbul m.fl. Hun er en af grundlæggerne af Eastside Projects i Birmingham, og forfatter og redaktør af Support Structures (Sternberg Press, 2009).

Forstudie til Vært
Forstudie til Vært
Céline Condorelli: Average Spatial Compositions & bau bau bau (2015). Installationsbillede, Henie Onstad Kunstsenter, Oslo. Foto af Øystein Thorvaldsen / HOK
Céline Condorelli: Average Spatial Compositions & bau bau bau (2015). Installationsbillede, Henie Onstad Kunstsenter, Oslo. Foto af Øystein Thorvaldsen / HOK
Céline Condorelli: Additionals, Structure for Communicating with Wind & White Gold (2012). Installationsbillede, Hangar Bicocca, Milano, 2015. Foto af Jacopo Rinaldi
Céline Condorelli: Additionals, Structure for Communicating with Wind & White Gold (2012). Installationsbillede, Hangar Bicocca, Milano, 2015. Foto af Jacopo Rinaldi
Things That Go Without Saying (2013) Funktion af Celine Condorelli. Design af funktion med Harry Thaler. Permanent installation, Grazer Kunstverein, Østrig. Foto af Céline Condorelli
Things That Go Without Saying (2013) Funktion af Celine Condorelli. Design af funktion med Harry Thaler. Permanent installation, Grazer Kunstverein, Østrig. Foto af Céline Condorelli
Céline Condorelli: Zanzibar (2018). Installationsbillede, Vera Cortês Gallery, Lissabon. Foto af Bruno Lopes
Céline Condorelli: Zanzibar (2018). Installationsbillede, Vera Cortês Gallery, Lissabon. Foto af Bruno Lopes

Støttet af

Forskningsprogrammet Contemporary Aesthetics and Technology, Aarhus Universitet.