Ebony G. Patterson
…for those who come to bear/bare witness…

Ebony G. Patterson, …three kings weep…, videostill, 2018. Courtesy the artist and Monique Meloche Gallery, Chicago.
Ebony G. Patterson, …three kings weep…, videostill, 2018. Courtesy the artist and Monique Meloche Gallery, Chicago.

Kunsthal Aarhus præsenterer kunstneren Ebony G. Patterson (f. 1981, Kingston, Jamaica) i hendes første soloudstilling på en europæisk kunstinstitution. Udstillingen, …for those who come to bear/bare witness…, byder på en samlet totalinstallation af nyere værker, der tilsammen skaber indtryk af at være i en have ved nattetide – et sted, der er gennemsyret af både myter og skønhed, vold og udsmykning. Det samlede værk, der både er foruroligende og fortryllende, bruger udsmykningen som et kritisk greb, der skubber til vores gængse forestillinger om det begravede, om usynlighed og sorg. Her forvandles udstillingsrummene til et helligt landskab, der peger på det religiøse og det sublime. De primære samlingspunkter er tre nøgleværker fra Pattersons praksis, der undersøger den sorte krop og indarbejder en række modsætningsfyldte forhold såsom det bibelske og det verdslige, det eksotiske og det hjemlige, og det globale og det personlige gennem fremstillinger af tabsoplevelser. Som udstillingens titel indikerer, så refererer Patterson til vægten af at bære vidne. Dobbeltbetydningen i “bear” og “bare” – at bære og at blotlægge, får os til at reflektere over, hvad det virkelig betyder at konfrontere billeder af død og opstandelse.

”Jeg har ofte været, eller i et stykke tid været, optaget af idéer omkring dét at være vidne, hvad det vil sige at være vidne, og hvilke stemmer, der får lov at komme til orde som vidner. Ordet ’bare‘, b-a-r-e, i betydningen at blotlægge‚ og ordet ’bear’, b-e-a-r, i betydningen at bære‚ er sidestillet for at tage den byrde, der ligger i at vidne, i betragtning. Der et element af sårbarhed i forbindelse med at være vidne til noget samtidig med, at vidnesbyrdet har en vægt, og at forskellige stemmer tillægges forskellig vægt i vores sam- fund.“
– Ebony G. Patterson

Pattersons værker er placeret på både gulve og vægge, op imod et bagtæppe af visnende planter set ved skumringstid; en altomfavnende baggrund af blomster og blade anskuet i en døende sols dybe violette skær. De trækker os helt tæt på. I værket ...among the flowers between the blades...while the dew is on the roses...for those who bear/bare witness (2018), kombinerer kunstneren på kunstfærdig vis mønstrede tekstiler, perler og smykkesten, kunstige blomster, glimmer, plasticperler og gyldne patronhylstre til både at sløre og afsløre menneskeskikkelser. Indlejret i lag på lag af en bevidst overdreven æstetik, man kunne betegne som neobarok, opsluges de genkendelige kroppe, beklædningsgenstande og levende væsener af udsmykningen; de skjules, men kan alligevel ses. Værkerne gør brug af den særlige ”blingkultur” – en æstetik, der handler om at vise overskud og overflod, og som gennemstrømmer hele kunstnerens praksis – og skaber dermed fokus på de lemmer, der ligesom fantomer dukker op i Pattersons botaniske landskaber. Inden for en postkolonial kontekst antager haven som arketype en særlig betydning. Gennem historien har de vestlige magters rejseaktivitet, finansieret af kolonialismen, til ”eksotiske” steder også indebåret omfattende erhvervelser og tyverier af planter og arter – en aflægger af imperialismens generelle tvang og bemægtigelse – som siden er fremvist i offentlige parker og personlige plantesamlinger.

Patterson tilbageerobrer denne kolonialistiske praksis og bruger den i stedet at skabe billeder af sorte kroppe, der har været ofre for erobringens traume; her gøres det ofte oversete synligt for enhver. Værkets titel, ...among the flowers between the blades...while the dew is on the roses...for those who bear/bare witness henviser til en populær salme, ”In the Garden”, som blev skrevet af Charles Austin Miles i 1912. Sangen fortæller historien om Maria Magdalene, der vandrer alene gennem den mørke have for til sidst at finde en tom grav, ”mens duggen stadig er på roserne”. I stedet for Kristus finder hun et fravær. Hvor Miles’ sang foregår om natten, inden solen er stået op, er det i denne sammenhæng vigtigt at bemærke, at dug også kan opstå om aftenen. På græsstrå, på edderkoppespind, blandt blomsterne. Vi kan forestille os, at Pattersons dug dannes under sådanne forhold: en varm, skyfri dag efterfulgt af en kølig aften; det er en dug, der markerer afslutningen på noget, ikke en begyndelse. Den afspejler dagen, der er ved at gå i sin grav.

Denne allegori over altings dødelighed er et centralt tema i Pattersons kunstnerskab. Værket Root and Shrub, Root and Shrubz (2014) svæver over gulvet som flyvende tæpper med skinnende overflader klædt i blonder og similisten. Men under den lokkende overflade rummer de fotografibaserede tekstilværker billeder af kroppe, der er inspireret af en sag, hvor forbipasserende tog billeder af et myrdet barn for at kunne dele dem online. Pattersons brug af ornamenter og udsmykninger udfordrer det fravær af medmenneskelighed, der ligger implicit i delingen af billeder af døde, sorte kroppe på sociale medier, og den er lige så sanselig som den er politisk. Men når man ser videre end den forførende æstetik, kræver Pattersons værker, at vi omkalibrerer vores blik og får en fornyet finfølelse i forhold til det, vi ser. Disse billeder, disse værker, kan man ikke scrolle forbi.

”Når nogen skal bringes til ansvar, kræver det vidnesbyrd. Og hvad betyder det at være vidne? Det betyder at se, det betyder at tænke, men vigtigst af alt betyder det at lytte og at tillægge de stemmer, der har været affærdiget, vægt og værdi.“
– Ebony G. Patterson

Kunstneren gør det klart for os, at man for virkelig at kunne bære vidnesbyrd må betragte verden med empati – kun sådan kan man virkelig se den. Det er kunst, der gør op med dødens anonymitet.

I videoinstallationen …three kings weep… (2018) begynder billedsiden med tre sorte mænd med nøgen overkrop, set op imod en baggrund af farvestrålende blomstermønstre. Brugen af betegnelsen ”konge” afspejler en kultur, hvor udtrykket ”king” bruges som en tilkendegivelse af respekt for unge mænd, men i værkets kirkelignende sammenhæng peger det også på noget religiøst. Filmens tredelte struktur henviser også til den bibelske konge – Gud, Søn og Helligånd. Efterhånden som værket skrider frem, og mændene begynder at klæde sig på, bemærker vi, at der rent faktisk ikke er tale om, at de tager tøj på – i stedet ser vi en baglæns gengivelse af, at de tager deres tøj og smykker af. Det otte minutter lange værk forløber primært i tavshed, men stilheden brydes undervejs af en fortællerstemme, der reciterer strofer fra ”If We Must Die”, et digt skrevet af den jamaicanske digter Claude McKay i 1919. Vi hører linjerne:

"What though before us lies the open grave?
Like men we’ll face the murderous, cowardly pack,
Pressed to the wall, dying, but fighting back!"

Mændenes ansigter stirrer ud i det tomme udstillingsrum, som beskueren befinder sig i, mens deres tårer tegner striber ned langs kinderne. Deres tristhed skaber en slags dekoration opstået ud af tab, en udsmykning udført med vand, der samtidig fremhæver deres menneskelighed. Dråberne triller ned ad deres ansigter som dug på en rose; de græder et kollektivt traume ud, og de skinner smukt i haven, op imod de spidse torne.

”At bruge disse kroppe og placere dem på denne måde er også et udtryk for, at disse kroppe er værdige til et rum som dette. På mange måder afspejler måden, hvorpå kroppene optræder til hverdag allerede, at de er værdige til at indtage rummet her. De venter ikke på, at nogen giver dem lov til at indtræde i rummet.“
– Ebony G. Patterson

Om kunstneren

Ebony G. Patterson (f. 1981 i Kingston, Jamaica)

Støttet af