Kunsthal Aarhus BBC

01.01.2021–31.12.2021

Mira Winding, Maiken Stæhr, Sophie Nys, Eliyah Mesayer, Nicole Wemers, Mads Gamdrup, Ayşe Erkmen, Jana Euler, Esben Weile Kjær, Benoît Platéus, Oscar Yran, Rasmus Myrup

Ikonografien i Oscar Yrans værker baserer sig på kunsthistorien, konspirationsteorier og kritisk iagttagelse af det vestligt centrerede verdenssyn .

I sit værk Castrated Uranus til BBC sammensætter Oscar Yran hvidt marmor og regnbuefarvet epoxy i en skulpturel fortolkning af arvefølgemyten fra Theogonien af den græske oldtidsdigter Hesiod.

En skabelsesfortælling om guden Kronos’ kastration af sin far Uranus og om, hvordan blodet fra de afskårne testikler siden danner regnbuen og bidrager til at skabe kærlighedsguden Afrodite. Mytens dimension af magt og vold afføder kærligheden og understreger den til alle tider gældende menneskelige kompleksitet. Med inspirationen i græsk mytologi, stiller Castrated Uranus netop spørgsmålstegn ved vores historiske referenceramme og dens nutidige aktualitet.

Kompleksiteten går igen i værkets integration af marmor som et historisk, kulturelt og værdifuldt materiale står i kontrast til epoxyen som et nutidigt, kitch og giftigt materiale. Begge materialers konkrete udformning i postboksen lægger op til overvejelser over deres historiske og nutidige implikationer.

Oscar Yran (f. 1990, NO) er uddannet ved det Fynske Kunstakademi og har blandt andet udstillet ved Statens Museum for kunst, Prag National Gallery og Vejle Kunstmuseum

Benoît Platéus (f. 1972, BE) afsøger grænserne indenfor både digitale og analoge teknologier . En teknologisk grænsesøgning, som i Platéus praksis kommer til udtryk i en udfordring af ideen om originalen og entydige betydninger. Platéus tager objekter i deres udgangspunkt eller ”naturtilstand” og forvrænger, forstørrer eller vender dem op og ned eller på vrangen.

Med værket Cool-Headed Gloves til Kunsthal Aarhus BBC udstiller Platéus et af sine arbejdsredskaber – den ene af to lærredshandsker, som han tidligere har brugt, når han har malet. Den anden handske befinder sig i et tilsvarende udstillingsrum i Kunsthal Aarhus’ satellit i Art Sonje Center i Seoul.

Som objekt er handsken dobbelt frem for en direkte kopi af den anden.
Sporene efter kunstnerens arbejde sætter sig fast i stofligheden i handskerne. Ved at udstille en handske i hver sin by, bryder Platéus med handskernes oprindelige dobbelthed og forskyder dem i tid og rum.

I postboksen i BBC kan den enlige handske ikke længere kun defineres som et arbejdsredskab. Derimod får handsken en mangesidet funktion alt efter blikket, der kastes på den: En malerpalet, en bemalet skulptur, et stykke bomuldstøj eller et malerlærred, som kan opspændes på en hånd eller vendes på vrangen. Det ubestemmelige objekt inviterer til en associerende leg med form og betydning og deres indvikling i hinanden.

Benoît Platéus (f. 1972, BE) bor og arbejder i Bruxelles.

Som sit bidrag til Kunsthal Aarhus BBC udstiller Esben Weile Kjær en serie breve adresseret til Julian Luxford: En spinoff-karakter på Robin Hood, som er besat af alt, der glimter, og som samtidig forsøger at regne ud, hvordan hans eksistens kan være mere end blot et billede. Letters to Julian Luxford indgår som et led i en større fortælling. En fortælling, der udfoldes på forskellige platforme og i forskellige afskygninger som et Hollywood alterego over Esben selv.

Det står frit for den besøgende at snage i brevene til Luxford. Brevene tillægger en skriftlig dimension til Julian Luxfords billedlige og flygtige optrædener på blandt andet kunstmesser, stormagasinsfacader, i modemagasiner og merchandisekollektioner i modetøjsforretninger.

Brevene er med deres fysiske nærvær og skriftlighed et forsøg på at etablere kontakt til Julian Luxford udenom billedernes repræsentationer. Forsøgene fejler. De ophobede henvendelser understreger Luxford som fraværende modtager.

Med brevene følger et smykke i massivt sølv og med enkelte smaragder designet i samarbejde med smykkedesigner Vibe Harlsøf. Den besøgende inviteres til at bruge smykket. Det sættes på fingrenes yderste led. Samtidig med at det hæmmer hændernes bevægelser, kan smykkets skarpe knive potentielt destruere brevene i postboksen.

Esben Weile Kjær (1992) har igennem de seneste år markeret sig som en markant, nytænkende og eksperimenterende kunstner indenfor flere genrer. Med arkitektoniske - og installatoriske greb, lyd- og lysshow, skulpturer, tekstiler, spejlelementer, video og performance undersøger Esben Weile Kjær sin egen generation og dens fortællinger om frihed, æstetik, hierarkier, autoriteter, køn, ungdom og populærkultur.

Til Kunsthal Aarhus BBC udstiller Jana Euler (f. 1982 DE) det skulpturelle værk The Perspective of the Sender . Når du åbner lågen, møder du en lille menneskelig figur med den ene arm strakt frem foran sig, mens den anden støtter resten af kroppen. Med figuren følger en lommelygte til at undersøge den nærmere.

The Perspective of the Sender er en skulpturel gengivelse af motivet i Eulers maleri Under This Perspective fra 2015.

Her refererer Euler til renæssancens centralperspektiv. En simulering eller illusion af virkeligheden, som skabes ud fra det menneskelige øjes rumlige opfattelse. Genstande synes mindre, jo længere væk i billedets rum, de befinder sig. I maleriet såvel som med figuren i postboksen vender Euler dette princip om, idet hun tilretter perspektivet til en ukendt modpart på den anden side af væggen eller, som det er tilfældet med skulpturen, afsenderen til postboksen.

Igennem ændringen af det konventionelle perspektiv forvrænges både den menneskelige krop og beskuerens perspektiv. Det, som er længst væk, synes størst, og den hånd, der rækker ud til beskueren, er mindst. Skulpturen fremviser et forfejlet forsøg på kontakt. Kroppen er hverken under beskuerens visuelle kontrol eller sin egen fysiske kontrol.

Jana Euler bor og arbejder i Frankfurt. Hun er uddannet fra Städelschule i Frankfurt am Main.

Ayşe Erkmen (f. 1949, TR) skaber i sin praksis ofte tvetydige rum ved at sammenflette liv og kunst og ved at tage udgangspunkt i miljøer, objekter og situationer fra hverdagen, som hun griber ind i og forvandler .

Til Kunsthal Aarhus BBC pointerer og provokerer Erkmen udstillingsrummets oprindelige funktion som postboks. Kunstneren udstiller konvolutter, der engang indeholdte personlige breve, som kunstneren er blevet tilsendt i løbet af det forgangne år. Hvem har sendt breve til Ayşe, og hvad ville de sige? Hvilke hemmeligheder har gemt sig mellem de falmende papirfolder?

Modsat den digitale e-mail kalder det fysiske brev på fingrenes berøring, men denne intimitet er forbeholdt kunstneren selv. Selvom konvolutterne er blottede for beskuerens blik, befinder de sig bag deres egen plexiglas-forsegling inde i postboksen. Erkmen synliggør det utilgængelige og lader det forblive sådan.

Mads Gamdrup (f. 1967) undersøger i sin praksis det fotografiske medie og dets muligheder og begrænsninger. Han har med sine tidligere værker opsøgt farvemæssige forandringer i naturen og langs døgnet. Gennem fotografiske optagelser er det lykkedes ham at fastholde disse forandringer i glimt, der næsten ikke kan ses, men alligevel opleves.

Til Kunsthal Aarhus BBC har Mads Gamdrup skelet til tidligere fotografiske teknikker og med sit værk Komplementær printet fotografier af farver direkte på både glasplader og spejle. I alt seks stykker glas og tre stykker spejl indtager postboksens rum.

Gamdrup tager med værket udgangspunkt i en undersøgelse af relationer.
For hvad vil det i en billedlig kontekst sige, at nogen eller noget indgår i en relation? Og på hvilke måder kan kommunikationen i denne sammenhæng udfolde sig?

Med Komplementær beskæftiger Mads Gamdrup sig endvidere med den psykologiske opfattelse og oplevelse af farvers sammenspil, hvad end disse står i komplementær kontrast til hinanden eller blot er forskellige.

I sin praksis undersøger Nicole Wermers overfladen af design og genbruger den, for at diskutere, hvordan vi oplever urbane rum og deres sociale, kulturelle og økonomiske indvirkning og indflydelse på de omgivelser, de er en del af. Til Kunsthal Aarhus BBC har hun skabt to fototerninger af akryl, hvis højde lige præcis passer til brevboksen. Terningens billeder består af fotos, som kunstneren har taget. De viser hullede bukser med knæ stikkende ud af hullet. Billederne repræsenterer unge af alle køn og hver side af terningen viser et forskelligt knæ i næsten 1:1 størrelse, som er omkranset af et irregulært rundt hul.

Bukser med huller, enten rippet bevidst i stykker eller kunstigt fremstillet, har været en del af det urbane modebillede siden slutningen af 1960’erne. Dengang var det at bære tøj med huller, en måde for forskellige subkulturer at referere til arbejderklassens tøj og en måde at individualisere deres tøj på. I 1990’erne blev hullet tøj en del af det dominerende modebillede og en fast bestanddel af manges garderobe: hullet tøj blev dermed til et forbrugerprodukt snarere end at repræsentere en måde at leve på.

De sociale ritualer der findes i det offentlige rum og de bløde materiales rolle, som tekstiler, i at forhandle forholde mellem private og offentlige rum, er temaer, som Wermers har været optaget af i tidligere værker som Untitled Chairs (2015-2019) og skulpturerne Vertical Awnings (2016).

Med bidraget til Kunsthal Aarhus BBC udforsker Wermes de intime øjeblikke, der opstår, når man åbner op for private rum i den offentlige sfære såvel som brugen og den grundlæggende karakter af offentlige huller.

Igennem video, fotografier, ord, performances og installationer forbinder Eliyah Mesayer (f. 1987) sin personlige beretninger med mystiske og historiske personer fra islamisk og specielt beduinsk kultur, folkefortællinger og historie. Udover de poetiske værker arbejder Mesayer også i et mere direkte politisk spor, som omhandler staten, fremmedgørelsen og tilhørsforhold i samfundet, samt magtesløsheden, når man er en statsløs person.

Udstillingen Wait in line. Wait your turn. Admit one. Free ride to a new nation på Kunsthal Aarhus BBC ligger i forlængelse af Mesayers Illiyeen projekt. Illiyeen er en nation for de statsløse, for de udvalgte og dem, der gerne vil være borgere. Staten bygges langsomt op i Mesayers kunstneriske projekt.
Til sit afgangsværk i 2020 på det Jyske Kunstakademi skabte Mesayer Illiyeens postvæsen med dertilhørende frimærker og uniformer og skabte dermed et af de første elementer af infrastruktur i den fiktive stat.

Udstillingen på Kunsthal Aarhus BBC er en todelt installation bestående af to ruller med henholdsvis ventenumre og entrebilletter. Billetter, der bærer stemplet ”Illiyeen حلم†( drøm)”.

Her får du kunstnerens ord:

Vent i kø, vent på din tur.
I århundreder har vi holdt ud, præget ordet “sabr” ind i vores hud. Tålmodighed er ikke længere en dyd, men et våben udnyttet af de undertrykkende systemer der opgraver hvert et frø sået af en familie uden nation. Hvor længe må vi nu vente.
Tag en billet med hjem som en påmindelse om alle de, der stadig må vente på deres tur.
Illiyeen حلم (drøm) er en påmindelse om tålmodigheden, om sabr, om ventetiden. Én billet ad gangen, ét liv ad gangen, husk på os, husk på disse tider.
Enkelt billet, gratis tur til en ny nation.
Efterlad ingen elsket sjæl, stop din søgen, vent til daggry.
For dette er en påmindelse om, at der ikke er flere frø at så i et tabt riges mørke muld.
Tag en billet med hjem, som en påmindelse om at forandring er at skimte i kimingen.
Enkelt billet, din gratis tur til Illiyeen حلم drømmen, og en ny nation.

Sophie Nys (f. 1974, BE) bruger skulptur, fotografi, installation, video og tekst til sine finurlige filosofiske, historiske, politiske og kunstneriske undersøgelser . I sin praksis afsøger Nys, hvordan skulpturelle objekter, former og elementer fra hverdagen kan smelte ind i sine omgivelser for på samme tid at stille spørgsmål til dem og være maksimalt til stede. Sophie Nys udvikler sine egne idiosynkratiske regler (bl.a. gennem leg med ord, titler og former) for, hvad et værk er, hvordan det defineres og præsenteres. Med et forfriskende, humoristisk og poetisk twist skaber Nys således et eget frirum og metoder for, hvordan vi oplever et værk, et objekt og et rum.

Til Kunsthal Aarhus BBC har Nys skabt en multiple - et gør-det-selv værk i 300 eksemplarer man kan tage med hjem. Nys har længe været interesseret i sorte huller, sorthed og det synlige usynlige i kunsthistoriske værker såsom Gustave Courbets L'Origine du monde [The Origin of the World] (1866). Med dette værk vil Nys kombinere denne interesse og samtidig stille spørgsmålstegn ved maleriets kvaliteter og muligheder. Besøgende vil på Kunsthal Aarhus BBC kunne tage et stykke lærred med hjem. Ved hjælp af en instruktion kan du slå knude på lærredet, få en butterfly-agtig karakter og skabe et intimt og utilgængeligt punkt inde i knuden.

Voila! På denne måde får Kunsthal Aarhus BBC besøgende en smule obskur Sophie Nys sorthed med hjem.

Maiken Stæhr (f. 1992) arbejder i et krydsfelt af skulptur, bevægelse og performance, og forbinder i sine værker performative eksperimenter med skulpturelle interventioner, som ofte lander et sted imellem scenografi og installation . Stæhr iscenesætter performere i scenarier, hvor nytteværdi og funktion af både kroppe, handlinger og objekter er til forhandling. Værkerne adresserer en nysgerrighed for et samfund fyldt med hierarkiske blikke, med fokus på produktivitet og effektivitet. Stæhr’s praksis understreger at både stemning og atmosfære kan bruges som instrument for værkernes ofte underspillede og humoristiske narrative forløb.

Til BBC har Maiken Stæhr skabt udstillingen Poetic Logistic, hvor 3 figurer – Hesten, Personen og Vasen – hypnotiserende bevæger sig i et mikrokosmos støbt af gips. Bevæger sig i en mekanisk koreografi i lyset fra 2 gadelamper, dansende om spørgsmål som udveksling, indhold og distribution i forhold til kunstnerisk produktion og interaktion.

Maiken Stæhr er uddannet billedkunstner ved Det Jyske Kunstakademi 2019.

Mira Winding (f. 1992) arbejder konceptuelt med skulpturelle og fundne objekter, fotografier, performances og tekster.

Til sin soloudstilling All my boyfriends are soldiers på Kunsthal Aarhus BBC viser Winding fotografier af skulpturer fotograferet i offentlige rum og på museer. Det er intime portrætter af skulpturer – hele eller fragmenter –, der repræsenterer menneskekroppe støbt i bronze eller hugget i marmor. Serien af fotografier har ikke en fælles narrativ fortælling.

Winding veksler i sine værker mellem sort deadpan-humor og skarpe betragtninger af fragmenter fra hverdagen. Iagttagelser, som hun transformerer til absurde hyperrealistiske og sammensatte værker, der viser virkelighedens mange facetter. Winding arbejder som en fordomsfri kamæleon, som sampler billeder fra urbane rum, reklameverdenen og internettets flygtighed.

Hvad enten det er ord, billeder eller performance, benytter Winding sig ofte af en form for collageteknik, hvor de fundne elementer møder de konstruerede, det intime og private rum møder det offentlige osv osv