UHHI Projects
The Tabulator Project (Open Call 2016)

The Tabulator Project er et kollektivt udstillingsprojekt med i alt otte deltagende kunstnere udviklet på baggrund af et koncept af den København-baserede kunstnergruppe UHHI Projects bestående af Lise Uhrskov og Mazja Hillestrøm.

Projektet udforsker, hvordan kunstnere i fællesskab kan forfatte en udstilling gennem en tekst-leg. I dette eksperiment skriver den første kunstner en kort tekst, som sendes videre til den næste kunstner ved at trykke på tabulatorknappen – ”TAB”. Proceduren gentages af de næste kunstnere, indtil der til sidst opstår en kollektivt skabt udstillingstekst, hvorfra hver kunstner skal skabe de faktiske værker, som vises i udstillingen. Resultatet er en udstilling, der pendulerer mellem de individuelle stemmer og det kollektive afsæt.

Deltagende kunstnere:
Nana Rosenørn Holland Bastrup, Jacob Borges, Michael Boelt Fischer, Lea Guldditte Hestelund, Mazja Hillestrøm, Daniel Seferian Spies, Kristian Touborg og Lise Uhrskov.

The Tabulator Project er udvalgt blandt indsendte udstillingsforslag til Kunsthal Aarhus’ Open Call 2016: COLLECTIVE MAKING – Kunstnersammenslutninger, der adresserer Kunsthal Aarhus’ kunstneriske program for 2015-2016.

Fernisering: 29. april kl. 17
Udstillingsperiode: 29. april–29. maj 2016
Åbningsperformance: forfatter Morten Søndergaard

UHHI Projects kuraterer og arrangerer udstillinger og skaber derudover kollaborative kunstværker. UHHI Projects består af de to kunstnere Mazja Hillestrøm og Lise Uhrskov, som står bag idéen til The Tabulator Project. Til dette projekt har de inviteret seks kunstnere med for sammen at skabe selve udstillingen. Tidligere udstillinger tæller: Aftryk og Piger vil bare have det sjovt.

Lise Uhrskov (f. 1974) er uddannet fra Kunstakademiets Designskole. Uhrskov arbejder med objekter, hun finder derhjemme eller på gaden, såsom papirclips, elastikker eller andre dagligdags ting, som hun bruger til at skabe sine værker med. De valgte elementer stables, fyldes og arrangeres til et nyt abstrakt geometri-univers, hvor tyngdekraften ophæves. Hendes værker har været vist på flere censurerede udstillinger bl.a. på Charlottenborgs Forårsudstilling 2014 og Kunstnernes Efterårsudstilling 2015.

Mazja Hillestrøm (f. 1976) er uddannet fra Akademie der bildenden kunst Wien og Konsthögskolan i Malmø. I sin kunstpraksis efterstræber Hillestrøm at forene det brutale med det nænsomme, at visualisere fornemmelse og temperament. Resultatet er ofte fabulerende verdener, som både er budskab, manifest og æstetisk nydelse. Hendes værker har været udstillet på remap i Athen og på KP – Kunstnernes Påskeudstilling i Kunsthal Aarhus.

Daniel Seferian Spies (f. 1990) er en danskfødt kunstner, som på nuværende tidspunkt studerer på Malmös Kunstakademi. Han arbejder hovedsageligt med installationer, der på forskellig vis udforsker og reflekterer over filosofiske, videnskabelige og kulturelle ideer – ofte kombineret med en subtil vittig sans. I brugen af diverse medier og materialer i installationerne henføres en særlig atmosfære af mis-en-scene, som regel til en narrativ behandling af de koncepter, der er i spil.

Jacob Borges’ værker er ofte minimalistiske, underspillede og fyldt med melankolsk humor. Teksten er hans primære medium, gerne direkte på udstillingsrummets vægge. Jacob Borges finder inspiration i hverdagsbetragtninger, populærkultur og maskulinitetens genvordigheder. Jacob Borges bruger tekster og readymades konceptuelt som intimt rum for en undersøgelse af sine egne usikkerheder og de besynderlige regler, vi som samfund stiller op for os selv og hinanden. Et eksempel er udstillingen ”Der Stadtneurotiker”, hvor han gennem tekst, fotografier og fundne objekter tematiserer den moderne mands livsvilkår og fejlbarligheder.

Michael Boelt Fischer bor og arbejder i København. Hans praksis koncentrerer sig om kunstværkets konceptuelle muligheder og mulige fysiske sammensætninger; sammenhænge hvor enhver kombination af visuelle billeder, materialer og forskelligartet information er genstand for nye billeddannelser og skabelse af nye værker. Med kollagen som grundform og forskydningen, repetitionen og sammenstillingen som kunstnerisk greb arbejder Boelt Fischer med ”det åbne værk”; muligheden for at gen-iscenesætte ”ingenting” uden betydningsmæssigt at pege i en bestemt retning. Seneste udstillinger inkluderer ”Mix It UP!” på SMK Statens Museum for Kunst og ”Mixtape” på Sydhavn Station i København.

Lea Guldditte Hestelunds kunstneriske arbejde kredser omkring den vestlige verdens kollektive krop, og hvordan og i hvilken grad denne påvirker og skaber vores private kroppe. Hendes skulpturer og installationer er ofte udført i traditionelle billedhuggermaterialer som bronze, marmor og gips kombineret med materialer, man oftest møder og forbinder med andre miljøer eller fagområder. Derudover bruger og arbejder Hestelund også med sin egen krop som skulpturelt materiale. I en fin balance mellem referencer til Antikkens Grækenland og samtidig popkultur søger hun at rejse spørgsmål til køn og idealer samt hvordan vores kroppe gennem tiden har været - og stadig fungerer som magtsymboler og potentielle meningsbærere.

Kristian Touborg (f. 1987, Roskilde) bor og arbejder i København. Han har en Master fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Touborg arbejder med maleri, relief, skulptur, installation og video. Hans værker er blevet vist ved solo- og gruppeudstillinger i ind- og udland. Herunder bl.a. i København (Galerie Mikael Andersen), Aarhus (Galleri Jacob Bjørn), London (Beers Contemporary) og gentagne gange på messer i Los Angeles og New York, samt på de danske censurerede udstillinger, herunder Den Frie, hvor han i 2013 modtog 1.-prisen. Touborg har også modtaget Amdrupprisen i 2010 og Nordeas Kunstpris i 2009.

Nana Rosenørn Holland Bastrup (f. 1987 i København) er uddannet 2015 fra Hochschule Für Bildende Künste i Hamborg. I øjeblikket bor og arbejder hun som kunstner i Berlin, Tyskland. Siden 2009 har hun primært arbejdet med brugt produktemballage – fra mindre papmasker til store væg- og ruminstallationer. Værkerne er kommentarer til overforbrug, individuelt valg og tab af overblik i reklamernes strøm af billeder og tekster. Tidligere udstillinger omfatter bl.a. Kunsthal Aarhus, Den Frie Udstillingsbygning og Altonaer Museum i Hamborg.