Zeno Van Den Broek
Spor Festival 2017: Panauditum

Kunsthal Aarhus og SPOR Festival er glade for at præsentere et nyt installationsværk af den hollandske komponist og kunstner Zeno van den Broek.

Panauditum er et installationsværk, som tager udgangspunkt i og undersøger lydens rolle i overvågningssamfundet. Vi er meget opmærksomme på værdien og styrken i vores visuelle fremtræden, men mindre opmærksomme på den lyd, vi producerer, og på hvor værdifuld og personlig den er. Vores stemmer kan betragtes som fingeraftryk, hver enkelt stemme med dens unikke kendetegnende karakter. Panauditum beskæftiger sig med de lyde, som ubevidst distribueres af de besøgende på udstillingsstedet, mens en komposition af tale og elektroniske kommunikationsapparater opbygges gradvist. En skulptur, installeret på udstillingsstedets vægge, interagerer med de besøgende, mens der kastes lys over nærheden og intimiteten i lyden – i relation til den skjulte overvågning, som i det moderne samfund dominerer både private og offentlige rum og skaber en undertrykkende virkelighed.

Zeno van den Broek er en hollandsk komponist og kunstner, bosat i København. I sit arbejde fokuserer han på rum, tid og arkitektur, mens han ofte udforsker og udtrykker den rumlige bevidsthed igennem en multi-sensorisk praksis. Van den Broek benytter sig af immaterielle og temporalt baserede medier, såsom lyd, akustik og visuelle projektioner til at skabe steds- og koncept-specifikke værker. Denne interdisciplinære arbejdsmetode bygger på et stærkt konceptuelt fundament, som gør Zeno i stand til at forstå og udtrykke det komplekse i rumligheden til fulde.

I sit kompositoriske arbejde udforsker Zeno van den Broek forbindelsen mellem forskellige musikalske former, strukturer og akustiske rumligheder, mens han ofte lader sig inspirere af arkitektur samt matematiske og fysiske koncepter. Van den Broeks live performances og installationer kombinerer og syntetiserer det visuelle og det auditive, mens de ofte tager udgangspunkt i det enkelte sted og forstærker de eksisterende visuelle og akustiske kvaliteter. Zeno van den Broek er blevet hyret af Non-Fiction, Gaudeamus Foundation og The Old Church of Amsterdam til at skabe nye værker, og hans værker er blevet præsenteret på en lang række festivaler og venues, herunder blandt andet Incubate Festival, International Film Festival Rotterdam, CTM Vorspiel, Gaudeamus Muziekweek, VPRO Vrije Geluiden, Sedition and TBC, Los Angeles.

Udstillingsperiode: 11.–14. maj 2017
Fernisering: 12. maj 2017, kl. 14

Se mere om SPOR Festival